Indtil 2013 gik jeg i den forvisning, at jeg levede i et velfærdssamfund, hvor vi havde en samfundskontrakt.

En kontrakt, der indebar, at hvis jeg gjorde min borgerpligt – tog en uddannelse og passede mit arbejde – så ville der være et sikkerhedsnet, der ville gribe mig, hvis jeg blev syg og ikke kunne forsørge mig selv.

Så blev jeg påkørt og sygemeldt.

Og da nytårsklokkerne ringede 2014 ind, stod jeg uden et forsørgelsesgrundlag. Jobcentret havde stoppet mine sygedagpenge og raskmeldt mig – uden at jeg var rask.

Samfundskontrakten var brudt.

Det blev en journalist, der kom til at ændre på min historie. Artiklen blev udslagsgivende for min videre vej tilbage til arbejdsmarkedet. Men den erfaring rigere, at vores velfærdssamfund ikke var som lovet.

Jeg har nu i snart otte år arbejdet som privatpraktiserende socialrådgiver og har ved selvsyn set, at jeg langtfra var – og er – den eneste, der har følt, at systemet har svigtet.

Jeg kunne godt fortsætte med bare at være privatpraktiserende socialrådgiver – der er nok arbejde at udføre. Nok mennesker at hjælpe – på et individuelt plan. Jeg har endvidere som debattør i 10 år forsøgt at råbe politikerne op. I 2020 udkom min bog Sådan én er jeg jo ikke. Om at blive sygemeldt, møde systemet og rejse sig igen.

Men det har ikke været nok.

I 2021 påbegyndte jeg diplomuddannelsen i fagjournalistik, og i sommeren 2023 stod jeg med uddannelsesbeviset i hånden.

Jeg vil være den journalist, der kan skrive de vigtige historier, der ikke kun kan ændre et andet menneskes liv, men som også kan flytte vores samfund i en bedre retning. Derfor Systemet under lup.